Penker Østrig 2006

Her er vi på vej hjem, vi holder på rastepladsen Allertal, det har været en støjende nat, da vi holder op ad udfaldsvejen fra pladsen, og lastbilerne har kørt forbi hele natten, men her spiser vi morgenmad og er snart klar til det sidste træk, inden vi er hjemme.

Det var også året hvor Anne fyldte 20 år og det blev fejret på en restaurant i Silkeborg.

Skitur til Østrig uge 8 i 2006 med Aarstrim.
Dagbogen for turen ligger nederst på siden.

Herunder har jeg lagt et kopi af dagbogen fra turen, skrevet af Ann Lynggaard Mark

Dagbog fra en alle tiders skiferie
Som det nok er alle bekendt, arrangerede klubben i efteråret 2005 en skitur til Østrig i uge 8 2006, hvor alle kunne melde sig til med familie og venner. Vi fik i alt 22 tilmeldinger, hvilket vi er godt tilfredse med i lyset af, at det er første år, vi arrangerer en skitur. Turen gik til byen Bischofshofen, som ligger i nærheden af skisportsstederne Flachau, Wagrain, Sankt Johann og vores udgangspunkt Alpendorf.

Deltagerne var:
Helen og Poul Schønning
Anker Bagger og Jette Baastrup
Mikkel Bagger, Rasmus Baastrup Hougaard, Mikkel Baastrup Hougaard
Georg Larsen og Ilse Skadhauge
Bente og Bruno Cortsen
Malene Cortsen og Rikke
John og Åse Nielsen
Leif Segerstrøm
Anne Segerstrøm og Henrik Jensen
Vilhelm Steensgaard
Jens Ole Hansen
Lisbeth Dencker
Ann Lynggaard Mark (forfatter)

Mit udgangspunkt på ski var en forlænget weekendtur til Norge for 4 år siden og en uge i Sverige for 3 år siden, dog uden den store succes og uden megen ståen på ski, men det skulle nu have en chance mere.

Lørdag
Planlagt afgang fra Solvænget hos Bente og Bruno kl. 12.30, bussen var dog ½ time forsinket.
Chaufføren skulle køre os til Kolding, hvor vi skulle skifte bus, men hun havde dog lidt
orienteringsproblemer, så her blev vi endnu ½ time forsinket, men vi kom da på lidt sightseeing i
Kolding by.
Den nye bus var allerede godt fyldt, da "dem fra Sjælland" havde bredt sig med bagage m.m. på alle pladser, så vi måtte bede dem rykke sammen. Vi fik dog alle en plads, selv om forholdene ikke var optimale for især vores ben, det var ikke nogen luksusbus, vi skulle
transporteres i. Den nye chauffør var så venlig at holde ved en grænsekiosk, så vi blev provianteret til den lange køretur.
Min rejsefælle Lisbeth og jeg var forsynet med masser af slik, chips, øl, vand, ugeblade osv., og vi
fik os et spil femhundrede, som Lisbeth desværre vandt hver gang. Søvn fik vi ikke så meget af, det var jo trange forhold, men turen gik nu fint.

Søndag
Søndag morgen vågnede vi til en flot solopgang og udsigt til sneklædte bjerge.
Vi ankom til hotel Alte Post i Bischofshofen kl. 8, hvor vi fik tildelt en festsal til vores bagage,
værelserne kunne vi først få om eftermiddagen. Vores ikke for heldige guide kaldte os "Brunó
Cortsén gruppen" (skal udtales med fransk accent), så resten af ugen hed de Bendé og Brunó
Cortsén - med tryk på sidste stavelse.
Vi havde alle en hurtig fælles omklædning i festsalen og en meget hurtig morgenmad, derefter gik turen med skibus kl. 9.05. Det er utroligt, hvor mange mennesker, der kan proppes ind i en bus, det var som et rekordforsøg næsten hver dag. Vi var ca. 100 personer + halvt så mange par ski i bussen, dørene kunne kun lige lukkes.
Efter en ca. 20 minutters bustur var det skønt at komme ud i frisk luft i Alpendorf, hvor vi skulle stå på ski. Mange af os skulle leje ski + støvler, så det gik der noget tid med, men langt om længe gik turen op mod kabineliften (med plads til 6 personer), hvor vi blev mødt af en massiv kø og igen måtte vente. Men vi kom ombord, og op gik turen mod løjperne. Der var en fantastisk udsigt fra liften, og solen skinnede varmt ned på os.
Vi var jo en blandet flok med nybegyndere, let øvede, gode skiløbere og så skihajerne, og derfor blev vi hurtigt spredt over området. Jeg var at betegne som en mellemting mellem nybegynder og let øvet, Lisbeth var helt nybegynder, og Helen og Poul, Bendé og Brunó var meget hjælpsomme. Poul fik Lisbeth på skiene, og 5 meter senere - ja så lå hun der og kunne ikke rejse sig. Hun kom dog op, og vi kørte alle med stoleliften højere op, hvor der skulle være nogle gode begynderbakker. Det tror jeg dog ikke, Lisbeth er enig i, men hun kom dog ned ad den første bakke, men måtte så spænde skiene af og gå det sidste stykke ned mod restauranten, hvor vi holdt middagspause med lækre burgere. Nu skavede støvlerne også så meget, at hun ikke havde lyst til at stå på ski mere den dag, så hun tog liften retur - troede hun. Bruno havde nok så venligt fortalt hende, at hun skulle stå af liften og dernæst hoppe på en anden lift samme sted, som ville føre hende tilbage til stedet, hvor kabineliften kom op. Og Lisbeth gjorde jo, som Bruno havde sagt, men det skulle hun ikke have gjort. Hun endte nemlig samme sted, som hun var stået på 5 minutter før. Og hvad gjorde Lisbeth så. Hun gik tilbage til restauranten i sine efterhånden meget strammende skistøvler og med skiene i hånden. Her mødte hun heldigvis nogle danskere, som hun kunne snakke lidt med. Vi andre havde taget skiene til kabineliften, men Lisbeth nåede jo aldrig frem, heldigvis havde vi mobilerne med og ringede til hende (hun havde ikke vores numre, men det fik hun). Vi fandt ud af, at hun bare skulle være blevet siddende i liften, så var hun kommet ned til os. Liften havde bare et stoppested på vejen, hvor hun så ikke skulle være stået af. Så tog Bruno liften op og fandt hende heldigvis, og hun kom på liften igen og blev denne gang siddende hele vejen ned til os. Ja, det er ikke sådan med alt det besvær den første dag på ski, jeg tror, hun var godt brugt.
Jeg selv havde haft en så nogenlunde god dag, det var gået stille og roligt. Om eftermiddagen kunne jeg godt mærke, at benene var trætte, og det var svært at få startet på toppen af pisten og komme i gang, og det gik ikke så godt med at dreje, så det blev til en gang pløjen.
Vi skulle retur med skibussen kl. 16.15 - igen rekordforsøg i antal folk i en bus.
Vi blev indkvarteret i meget flotte værelser, Lisbeth og jeg skulle dele værelse og sove i
dobbeltseng, det var rigtig hyggeligt. Kl. 19 var der aftensmad på nabohotellet med 3 retters hverdagsmenu. Vi fik en masse god hjemmebrygget rødvin, og dugene skulle i hvert fald vaskes, da vi forlod bordet.
Vi i bestyrelsen (Brunó, Leif og Ann) besluttede, at der hver aften skulle udnævnes en "dagens
bommert" eller lignende, og vi var på indkøb efter sjove effekter. Lisbeth fik dagens ting - et par
rensdyrklappehænder som hårbøjle. Hun havde jo fået kørt en del i lift, både op og ned og op og ned og….. Vi mente, at vi i bestyrelsen var fredede (for det var vel egentlig Brunó, som havde været vejviser). Vi havde en virkelig hyggelig og sjov aften, men kl. 23 var alle helt færdige og fortrak til værelserne.

Mandag
Der var morgenmad fra kl. 7, de friske kunne komme med skibus kl. godt 8, Lisbeth og jeg ventede dog til kl. 9.05. Lisbeth havde meget ømme skinneben og fik byttet sine skistøvler, men det hjalp ikke meget. Lisbeth, Aase (som også var nybegynder) og jeg blev i området lige over kabineliften hele dagen, Lisbeth måtte dog hurtigt give op pga. de ømme ben, og om eftermiddagen tog vi kabineliften ned og tog vores normale fodtøj på. Vi tog kabineliften op igen, og om eftermiddagen sad vi og nød livet med Glühwein og Jägertee.
Også denne aften skulle der udnævnes en bommert. Vi havde købt et par skønne tossede briller, og de blev tildelt Vilhelm, som trods GPS ledte folk på vildspor. Han mente også at have kørt mere end 100 km i timen, men han havde vist haft GPS'en tændt i bussen…..
Anker kunne nu også have været kandidat. I en stolelift sad han fast i lugen, kom dog frem, men
klokkede i det, så de måtte stoppe liften. Jette var kommet på et par stole længere fremme, og hun kunne høre medpassagerne snakke om "hvem mon den torsk er" - hun kendte ham i hvert fald ikke .

Tirsdag
Superdag med flot vejr og færre folk på løjperne, som ellers havde været godt overfyldte de forrige dage med lang kø ved alle lifter. Lisbeth og Aase valgte at beholde vinterstøvlerne på, så de gik nogle lange ture i løjperne. Jeg havde en rigtig god dag på ski, hvor Bendé og Brunó tog sig af mig og lærte mig lidt, og jeg kom med helt til Wagrain og retur, hvilket var en lille sejr.
Rasmus var hurtigløberen - fra toppen af løjperne og helt ned til Alpendorf by tog det ham kun 12 minutter - han skulle skynde sig ned og aflevere en skabsnøgle til Jette, som havde taget en senere bus.
Bendé (altså Bente) havde et lille uheld; Malene sad på en kant, Bendé ville give hende en knuser, var dog lidt for voldsom og væltede dem begge bag over kanten, så de lå der og sprællede.
Også Anne var lidt for hurtig; hun fandt pludselig ud af, at hun kørte i den forkerte retning, lavede en hurtig vending og klappede 2 andre skiløbere, så de væltede, men Anne blev selv stående flot.
Om aftenen fik Anker dagens briller. Han havde haft mange styrt (var også nybegynder), i det ene
styrt kurene han et laaangt stykke på maven ned med skiene pegende nedad og armene op - det skulle have set meget sjovt ud.
Ved aftensmaden blev vi spurgt, om vi ville have mere ris - Brunó svarene: "not nur" (betyder det ikke nu/ikke kun eller hvad?). Det var i hvert fald til stor morskab for de øvrige ved bordet.
Det var hurtigt blevet en tradition at holde after-skiing på 1. sal af hotellet både før og efter
aftensmaden, hvor alle medbragte et eller andet til ganen. Der blev også fundet på nogle nye
ord/titler: Vilhelm Kaiser (lokal øl), Bruno-sukker (puddersukker), Georg Special (kakao, mørk rom, flødeskum).

Onsdag
Alle skihajerne (Poul, Bente, Bruno, John, Anne, Henrik, Vilhelm, Jens Ole, Rasmus, Malene og
Rikke) tog tidligt af sted for at drage på langfart over alperne. Jens Ole var dog så uheldig at få
stjålet sine lejede ski fra morgenstunden og måtte bruge tid på anmeldelse osv., så han kom
desværre ikke med. Rikke var med på starten af turen, men hoppede af, da der virkelig var fart over feltet. Vilhelm var så "uheldig" at miste sine stave, da han steg på en stolelift, så han måtte en tur ned ad pisten og igen vente i kø for at komme op igen, så her blev gruppen igen lidt forsinket.
Lisbeth og Aase tog en dag på øvebakken for toppen af kabineliften.
Om formiddagen kørte jeg sammen med Helen, som underviste mig undervejs. Om eftermiddagen tog Helen en pause, hun er ellers tidligere skihaj, men tog den med ro efter sidste års skade. Jette susede af sted på sine snowblades uden stave, 2 x Mikkel kunne dog sagtens følge med.
Georg og Ilse hyggekørte med mange spise- og drikkepauser, lagde ud med Jägertee kl. 10.
Denne dag var vejret simpelthen pragtfuldt, og om eftermiddagen holdt Leif og jeg en lang pause, hvor vi lejede liggestole og drak glühwein, det var superhyggeligt og dejligt varmt.
Skihajerne var først retur kl. 18.30, de havde været med flere forskellige busser og også tog, hvor de sørme ikke lige havde tid til at indløse billet, men der var heldigvis ingen kontrol. Vi andre var ikke i tvivl om, at de havde taget sig tid til after-skiing, Bendé Cortsén var i hvert fald godt påvirket og poserede i skiundertøj. Undervejs på turen havde hun forsøgt sig som pistepræpareringsmaskine ved at tage den på bagdelen uden ski hele vejen ned ad løjpen.
Igen havde Vilhelm været "uheldig". Han kæmpede med en mor og hendes barn ved en stoleliftkø, der kom lidt rod i systemet, men Vilhelm fik da sat sig yderst i stolen. Han så blot for sent, at der en meter længere fremme stod en herre parat til at hoppe på liften i "siddestilling", herren så sig tilbage efter stolen og - åh nej - så pludselig meget forskrækket ud og satte sig på skødet af Vilhelm. Hvad skulle stakkels Vilhelm gøre, de kunne jo ikke få sikkerhedsbøjlen ned, hvis de sad 2 oven på hinanden? og PUF - 2 hænder i ryggen på den ekstra passager, som røg af stolen og ud til højre - heldigvis inden der blev for langt til jordforbindelse - og Vilhelm råbte undskyld efter ham. På toppen af løjpen skyndte Vilhelm sig videre, inden herren nåede op, og det var nok meget klogt.
Denne aften skulle dagens næse uddeles - og Vilhelm burde jo nok have haft den, men han havde allerede fået briller - så Poul var den heldige vinder. Han var med på langfarten, havde taget en lift op, uden de andre havde opdaget det, så de havde ventet på ham i 10 minutter, før de fulgte efter. De mente, at de 10 minutter senere på dagen kostede dem flere timer, da de nu kom i alle de lange køer, som de ellers ville være kommet foran.

Torsdag
Rasmus satte ny rekord top-bund 8,46 minut.
Vilhelm igen-igen var på ny uheldig, denne gang oplevede han dog det omvendte, nu var det ham, der stod klar i "siddestilling" til at hoppe på stoleliften, men så sad der allerede en på hans plads.
Han nåede dog lige at hoppe til siden og råbe idiot. Denne dag kørte jeg mest sammen med Leif, Helen og Poul, og nu var det Poul, som underviste mig, og det fik jeg rigtig meget ud af. Nu var jeg ikke længere bange for noget, selv om jeg da havde flere styrt.
Om eftermiddagen var vi nogle stykker, der var på gåtur op til en skihopbakke, som ligger i
Bischofshofen, hvor vi boede. Der var også sneboldkamp undervejs. Det var imponerende både at stå for foden og på toppen af sådan en hopbakke.
Malene og Rikke havde vist været på seriøs after-skiing, Rikke måtte i hvert fald hurtigt forlade
aftensmaden. Jeg var så heldig at få dagens "klappehænder" om aftenen (så vi i bestyrelsen var alligevel ikke fredede). Dog ikke pga. en dumhed, men fordi jeg var så jublende over, at jeg endelig havde lært at stå på ski.
Denne sidste aften holdt vi after-skiing på hotellet med masser af øl og vittigheder.
Vi var alle enige om, at det havde været en rigtig god tur, som selvfølgelig gentages næste år. Stor ros til arrangøren Bruno. En god tur for alle aldersklasser og alle niveauer.

Fredag
Sidste dag på ski. Bagagen blev opbevaret i kælderen, da vi skulle forlade værelserne.
Planlagt slalomkonkurrence, som dog gik lidt i vasken, da tidstagningen ikke virkede, så der blev
ikke udråbt en klubmester.
Overraskende markede Vilhelm sig igen ved at stige på en allerede fyldt kabinelift, så han måtte
som 7. mand stå hele vejen op i bjergene.
Han kan åbenbart ikke lide tyskere, for han skulle smide et par sten væk fra løjpen; den første smed han over skulderen, stenen fløj 10 cm forbi en tysk kvinde, som kiggede noget ondt på ham. Den næste sten røg samme vej, og den fløj lige forbi hendes mand, som også så olm ud.
Vilhelm havde også det flotteste tegnefilmsagtige styrt over et flyvehop - arme, ben, ski og lommeuld stod ud over det hele. Han mente, at det skilte mændene fra drengene at tage dette hop, da flere ikke turde. Henrik var også modig, det første hop gik galt, men 2. hop var i næsten flot stil, og for dette fik han dagens briller.
Lisbeth og jeg tog en dag uden ski og gik på shoppingtur i stedet. De fleste penge blev dog brugt på madindtagelse. Lisbeth var blanket totalt af - havde hverken euro, danske kroner eller penge på mobilen.
Om eftermiddagen var der stillet nogle værelser til rådighed til bad, og ellers blev tiden brugt i
krostuen.
Vi nåede lige aftensmaden inden hjemturen, og her fik Bruno en sherifstjerne for sin indsats som turleder - men han skulle jo ikke komme for højt på strå, så han fik også et par grønne gummitræsko - det grimmeste Lisbeth og jeg kunne finde på vores indkøbstur, og så var de billige.
Turen hjemad foregik i den samme bus med samme trange pladsforhold. Vi holdt igen ved en
grænsekiosk og skulle igen skifte bus i Kolding.
Inden for den nærmeste fremtid holder vi et after-skiing møde i klubhuset, hvor vi ser billeder fra turen, og måske får vi også en enkelt øl?
Der er stor enighed om, at turen gentages næste år, tidspunkt og rejsemål kendes endnu ikke. Jeg må dog nok med beklagelse indse, at jeg ikke kan deltage næste år, hvis turen igen er i uge 8, da der er rift om ferieafholdelse på jobbet.
Der var ingen skærmydsler overhovedet på turen, vi hyggede os på tværs af alder, skifærdigheder osv. Jeg er kommet hjem med en god oplevelse og en masse blå mærker rigere. Vi håber, at vi næste år får så mange tilmeldinger, at klubben kan fylde en hel bus med Aars-folk.

TUSIND TAK TIL ALLE FOR EN DEJLIG FERIE
Ann Lynggaard Mark